SOLEN SKINNER (OGSÅ) PÅ DEN ANDEN SIDE



På en løbetur (alene) i skoven forleden morgen, kom jeg til en af mine yndlingssteder i Hellebæk, tæt på hvor jeg bor. Der er den fineste bro over Kobberdammen, og solen var så fint ved at stå op på den anden side. I denne corona-tid fik den mig til at indse, at uanset hvad, så vil solen også skinne på den anden side. Spørgsmålet er bare, hvordan vi vælger at krydse broen, og på hvilken måde vi gør os klar, til at nyde solen.


Jeg tror på, at vi skal se situationen som et nødvendigt "pitstop", hvor vi lige nulstiller en masse ting og bør tjekke standen af "vores bil" og sikre, at den står tunet og klar når "løbet" genoptages.

Grundlæggende er jeg overbevist om, at behovne og forudsætningerne for rigtig mange af de produkter og løsninger vi har på hylderne, vil være de samme som før. Spørgsmålet er bare, om måden vi skal kommunikere, levere og organisere os på, har ændret sig. Det har den givet vis!


You have to slow down to speed up

Vi har behov for at sætte farten ned nogle gange for at kunne danne os det store overblik og træffe bedre og rigtige beslutninger. Den mulighed har vi fået nu - ja, vi er tvunget ud i den - så lad os bruge den til at efterse alle strukturer, systemer og planer, så vi kommer styrket ud af det på den anden side.

For rigtig mange virksomheder tog det ikke meget mere end 24 timer at omlægge meget kommunikation til digitale løsninger med Skype, Teams, Zoom osv. Det beviser jo, at vi har evnerne til at tilpasse os, så lad os holde fast i det, og sørge for at vi i endnu højere grad - også i en "normal hverdag" - lader os inspirere og nytækne, så det ikke kun er globale kriser der tvinger os til at handle.

Teknologier og viden er her allerede, til hvad end vi måtte synes er løsningen. Opgaven består i at bygge broen mellem der hvor vi er i dag, og der hvor vi drømmer om at være på sigt - baseret på vores viden, passion, teknologi og relationer.



Det er en kærkommen lejlighed til at stille skarpt på forretningsmodellen, kommunikationen, organisationen - ja, alle facetter af virksomheden, for at sikre vi har et solidt fundament for den kommende rejse. Er der styr på værdier og kultur, har vi de rigtige talenter ombord til den etape vi skal ud på lige om lidt, er bare nogle af de spørgsmål, jeg synes man bør adressere. Det er for sent at finde ud af det når løbet starter igen, for der vil mange stå klar, for at få hjulene op i fulde omdrejninger igen.

Vi kunne måske lade os inspirere af Alvin Toffler's ord om, at der er behov for at lære, aflære og genlære... det er jeg overbevist om, bliver vigtigere egenskaber end nogensinde før.

"Ræk ud og del ud af din gode energi, når du har den - og vær ikke for stolt til at spørge om hjælp og søge opmuntring, når du har behov for det."

Jeg tror ikke denne tid er let for nogen, ej heller mig selv. Mange ting er i spil. Vi skal være skolelærere hjemme samtidig med at der udvikles og "afvikles" forretningsmæssigt - mange arbejder 24/7 for at få kabalen til at gå op.

Derfor er det vigtigt at vi står sammen og bruger vores netværk. Der er absolut gode dag og mindre gode dag, og jeg har lovet mig selv at leve op til ovenstående mantra. Det bliver min vej gennem denne tid, og det finder jeg en tryghed i vil hjælpe til at jeg lykkes med at finde en god vej over broen.


Hvad gør du?

Fremtiden er nu! Så det er nu vi skal handle, og huske at have vores fokus på det vi kan påvirke, og ikke lade de vilkårene vi er omgivet af tage magten.

Sammen finder vi de rigtige løsninger. Sammen kommer vi sikkert i mål.

Glæder mig til vi ses i det fysiske rum - indtil da så tøv ikke med at ringe eller skrive til mig her. Vi har brug for hinanden, mere end nogensinde før. 


Lad os stå sammen - hver for sig, og lov mig at passe godt på dig selv og dine kære.


Kh Michael

12 visninger

© 2019 CASPARIJ

  • LinkedIn - Grey Circle