7 ÅR (SOM SELVSTÆNDIG) - SÅ VED MAN ET OG ANDET...

Opdateret: maj 22




Den 1. maj 2013 hoppede jeg ud i eventyret som selvstændig. 7 år der er fløjet afsted og har lært mig så meget. "7 år... så ved man et og andet", blev der sagt i filmen "Den Eneste Ene" - men hvad ved man?


Den 1. maj fløj afsted lige som rigtig mange andre arbejdsdage og for at være ærlig var det først et par dage senere det "ramte" mig. 7 år er egentlig ret langt tid - og noget jeg inderst inde er ret stolt af. Jeg satte mig for at kigge tilbage på rejsen. Hold da op, der er meget at være glad og taknemmelig for.


Mit job som selvstændig er nu det job jeg har haft i længst tid, og jeg har ikke én dag fortrudt den beslutning. Det er langt fra ensbetydende med at det har været nemt og sjovt hver dag - langt fra. Tanken om at søge job har absolut også besøgt mig mere end én gang, men når jeg en dag som i dag ser tilbage, så er det absolut de positive ting der hænger fast. Derfor fik jeg lyst til at dykke ned i mine refleksioner over den tid. Nok mest for mig selv, men også med det ydmyge håb, at det måske kan bruges af andre til at skyde en genvej eller finde inspiration.


EN KONSTANT REJSE

Hver dag er ny og ugerne imødeses med spænding for jeg ved aldrig helt hvad den byder på. Dog er de fleste med spændende møder, dialoger og udvikling af mennesker og virksomheder, som netop er det jeg brænder for. Jeg følger det som en konstant rejse, hvor der hele tiden er plads til forbedring og udvikling. To-do listen bliver aldrig tom (frustrerende nogle gange) og udviklingspotentialet stiger i takt med at jeg lærer mere, bliver udfordret og når i mål - for mig selv og med mine kunder.



5 TING JEG VILLE GØRE ANDERLEDES HVIS JEG SKULLE STARTE FORFRA

Når jeg kigger tilbage på de 7 år har der været mange gode og mindre gode beslutninger. Ingen fortrydelser, for selv de værste valg, har jeg lært af og de har givet mig erfaring til at træffe bedre beslutninger efterfølgende.

Hvis jeg kunne give mig selv 5 råd for 7 år siden, så tror jeg de havde været noget i retning af disse:

  • Drop tanken om at kende (hele) vejen til målet. Der byder sig så mange muligheder undervejs, og dem skal der være plads til - for der er ofte en mening med det. Men vær fokuseret på målet og det du gerne vil opnå.

  • Stol på din mavefornemmelse og intuition. Der er ikke mange beslutninger (tror faktisk ikke der er ene eneste) som jeg har truffet mod min mavefornemmelse, der har været en succes.

  • Husk at fejr dine succeser og vær stolt. I travlhed og udfordrende perioder er det alt for ofte blevet glemt at fejre det, der er gået godt, og så har det "svære" fået lov at fylde for meget. Energien i at fejre og være stolt, giver så meget mod på mere og får ting til at lykkes.

  • Lad dig inspirere af de bedste, og vid at du er god nok. Find mennesker i dit netværk som du ser op til, og lad dig inspirere af det de kan og gør. Husk at du er unik - på din egen måde og der er plads til netop det du kan.

  • Slip aldrig speederen og find din egen stil. Hav altid mål klar og sæt aldrig farten ned på udvikling. Det er et hårdt "game" og ingenting kommer let. Find et flow der matcher din måde at arbejde på, og vær fokuseret på dit mål. Hav fokus på dem og lad mulighederne komme til dig.


NETVÆRK ER ALT - OG MIN VEJ TIL UNIKKE RELATIONER

Fra dag ét, var jeg klar over at min vej gennem en karriere som selvstændig skulle bygges via netværk. Jeg har ikke tal på de mange inspirerende timer jeg har brugt i selskab med spændende mennesker, hvor jeg opnået relationer og venskaber med flere end jeg kunne drømme om.

1000 tak til alle jer fantastiske mennesker jeg har mødt på min vej - jeg er yderst glad og taknemmelig for hver og én - og det allerbedste er, at jeg er overbevist om, at rejsen kun lige er startet.


FREMTIDEN ER LYS

I dag synes jeg, at jeg er et fantastisk sted med de bedste mennesker omkring mig, en klar proces og et kompetencefelt jeg er 100% tryg i - kultur, branding og strategi er det farvand jeg svømmer rundt i som den gladeste delfin.

At guide ledere og virksomheder til at skabe trivsel og bæredygtig vækst er mit kald, og det jeg hver dag dyrker og forfiner mine kundskaber indenfor. Det er her jeg bidrager med værdi - både personligt og organisatorisk - og hvor jeg kan se tilbage på spændende projekter og forløb, der har bragt virksomheder et eller flere skridt nærmere deres mål og drømme.


Sidder du derude og overvejer at starte op selv, eller har du kastet dig ud i eventyret, så tøv ikke med at ringe (26256999) eller skrive til mig, (michael@casparij.com)

Jeg vil med glæde dele ud af mine erfaringer over en kop uforpligtende kaffe (fysisk eller virtuelt)...

... for "7 år - så ved man et og andet" ;o)


Nyd dagen - det vil jeg gøre ;o)

Kh Michael


1,256 visninger

© 2019 CASPARIJ

  • LinkedIn - Grey Circle